Søg midler til et Blue Dot projekt

Hver efterår er det muligt for Blue Dot Projekter at ansøge om midler fra direktionens særlige pulje til Blue Dot projekterne. Læs her, hvordan du søger.

DTU's pulje til Blue Dot projekter har til formål at understøtte aktiviteter og udgifter, som kan være vanskelige at finansiere gennem eksterne sponsorater, fonde eller anden funding.

Blue Dot projekter forventes fortsat i vid udstrækning at arbejde aktivt med ekstern finansiering, men puljen kan bidrage til at dække særlige behov, der understøtter projektets gennemførelse og deltagelse i relevante aktiviteter.

Puljestørrelse

DTU’s direktion afsætter hvert år en særlig pulje til økonomisk understøttelse af Blue Dot projekterne.

Da puljen er begrænset, vil ansøgninger blive prioriteret ud fra projektets behov, relevans og mulighed for at opnå finansiering fra andre kilder. Det forventes derfor, at projekterne også arbejder med fundraising, sponsorater og anden ekstern finansiering.

Hvad kan der søges midler til?

Midlerne kan søges til aktiviteter og udgifter, der understøtter projektets faglige udvikling, deltagelse i konkurrencer samt drift og synlighed.

Der kan eksempelvis søges om støtte til:

  • Transport af deltagere og undervisere til arrangementer og konkurrencer
  • Indkvartering i forbindelse med arrangementer og konkurrencer
  • Transport af det fysiske projekt, fx køretøj, prototype eller udstyr, til konkurrencer
  • Rekrutteringsarrangementer
  • Forplejning til workshops, tests eller konkurrencer på DTU
  • Fundraisingaktiviteter og sponsorarrangementer
  • T-shirts, teamtøj eller lignende udstyr

Der kan også søges støtte til andre relevante formål, som ikke fremgår af listen. Det er dog vigtigt at beskrive tydeligt, hvorfor udgiften er nødvendig for projektet, og hvorfor den er vanskelig at finansiere på anden vis.

Betingelser for at kunne søge

For at et Blue Dot projekt kan ansøge om midler fra puljen, skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Projektet skal have minimum 10 aktive deltagere
  • Der skal indgå et ECTS-givende undervisningsforløb i projektet
  • Projektet skal give mulighed for at anvende viden fra undervisningen i praksis
  • Der skal indgå, eller være indtænkt, et konkurrenceelement mod andre lignende projekter
  • Projektet skal generelt leve op til Blue Dot karakteristika

Det anbefales, at projektet forholder sig tydeligt til disse punkter i ansøgningen, så det fremgår, hvordan projektet lever op til kravene.

Sådan udarbejdes ansøgningen

Ansøgningen skal være kort, præcis og konkret. Den skal give et klart billede af projektets formål, aktiviteter, økonomiske behov og anvendelse af de ansøgte midler.

Ansøgningen skal indeholde en kort projektbeskrivelse, herunder:

  • Forventet antal aktive deltagere
  • Beskrivelse af det ECTS-givende kursusforløb
  • Angivelse af ECTS-point
  • Hvordan projektet omsætter teori til praksis
  • Beskrivelse af konkurrenceelementet
  • En opdateret one-pager
  • Angivelse af det beløb, der søges om
  • Beskrivelse af, hvordan midlerne forventes anvendt
  • Budget for anvendelsen af de ansøgte midler
  • Samlet projektbudget
  • Regnskab for forrige regnskabsår, herunder dokumentation for anvendelsen af tidligere tildelte Blue Dot-midler
  • Eventuelle relevante bilag

Ansøgningen må maksimalt fylde 2.400 tegn inkl. mellemrum. Budget og bilag tæller ikke med i de 2.400 tegn.

Kontakt

Kit Bjerregaard Sørensen

Kit Bjerregaard Sørensen Specialkonsulent Afdelingen for Uddannelse og Studerende